Regnvand fra veje, parkeringsarealer og andre befæstede arealer (kaldet overfladevand) er også spildevand. Lokal håndtering af regnvand kræver derfor tilladelse fra kommunen både ved nedsivning og udledning til vandløb, søer og havet. Tilslutning til offentlig kloak kræver ligeledes tilladelse.
Lokal håndtering af vejvand
Overfladevandet indeholder alt efter vejtype og trafikbelastning miljøfremmede stoffer og stoffer i koncentrationer, der kan udgøre en belastning for grundvand, jord og vandmiljø, herunder tungmetaller, PAH’er, blødgørere og midler til glatførebekæmpelse. I den konkrete sag vurderer kommunen altid miljøbelastningen fra overfladevandet samt grundvandets eller recipientens sårbarhed.
Udledning af overfladevand til vandløb, søer og kystvand kræver som udgangspunkt rensning inden udledning. Kommunens krav til rensning er i udgangspunktet BAT-bassiner eller sammenlignelig rensning.
Udledninger til vandløb og søer kræver i udgangspunktet forsinkelse af vandet. Behovet for forsinkelse vurderes i den konkrete sag ud fra recipientens kapacitet. Vandløb er desuden underlagt vandløbsloven, og med udledningstilladelser følger ofte en medbenyttertilladelse til udledning til vandløbet, der sikrer ejerne af vandløbet at udledningen ikke er til gene. I medbenyttertilladelsen kan også være fastlagt nogle vilkår som sikrer parterne en fornuftig anvendelse af vandløbet.
Nedsivning af vejvand og parkeringspladsvand til grundvandet kræver rensning inden nedsivning. Ofte vil vand, der er nedsivet gennem græsrabatter/trug være tilstrækkeligt renset.
Kommunen anser som udgangspunkt ikke olieudskillere og sandfang som tilstrækkelig rensning inden nedsivning eller udledning til vandmiljøet.
Hvis vejvand fra mindre veje, uanset om de er i offentlig eller private veje, nedsiver i vejsiden uden at blive afledt til et nedsivningsanlæg eller et vandområde, kræves normalt ikke tilladelse.
Håndtering af overfladevand må ikke være til gene for nabomatrikler. For offentlige veje eller hvor der kan opstå gener for nabomatrikler, vil kommunen stille krav til dimensioneringen af anlæg til regnvandshåndtering i tråd med forsyningens serviceniveau.
Tillslutning til offentlig kloak
Ved tilslutning til offentlig kloak af vejvand fra vejmatrikler eller oplande udelukkende kloakeret for vejvand overtager forsyningen i udgangspunktet ansvaret for forsinkelse og rensning. Ved tilslutning til spildevandsledningen vil der dog stilles krav om forsinkelses ned til 1 l/s/ha. I alle konkrete tilslutningstilladelser vil der desuden skulle tages hensyn til kapaciteten i forsyningens system.