I Halsnæs Kommune er der 15 badestrande, hvor kommunen kontrollerer badevandskvaliteten.
På strandene Trekanten, Gråstensvej og Liseleje er der Blåt Flag, og livreddere i badesæsonen.
Vandkvaliteten kan kortvarigt påvirkes på dage med kraftig regn, som følge af udledninger fra overløb. Vandløbene, der løber ud på strandene, kan også under regn være højere belastet med næringsstoffer fra ejendomme og landbrug i det åbne land. Især badestrandene i Roskilde Fjord kan være påvirket af næringsstoffer fra disse kilder.
Vandkvaliteten kan også være nedsat som følge af algevækst, men det er langt fra hvert år, at alger nedsætter kvaliteten. Algevæksten bestemmes af det generelle næringsstofniveau i vandet, samt sol og vind. Nedlægning af Ølsted og Hundested Renseanlæg og det faktum at renseanlæggenes samlede udledning af næringsstoffer er faldet de senere år, har bidraget til, at risikoen for algevækst i kystvandene er faldet.
Seneste status for badevandskvaliteter målt på strandene kan ses på Halsnæs Kommunes hjemmeside om badevand.