Spildevandsplanen forholder sig direkte og indirekte til en række af kommunens øvrige planlægning.
Forhold til kommuneplanen
Spildevandsplan 2022-2032 er underlagt Halsnæs Kommuneplan. Kommuneplanen udpeger en række byudviklingsområder til boligformål, erhvervsformål, offentlige formål og fritidsformål.
Områder, der er udlagt i Kommuneplan 2013 samt indgår i udkast til Kommuneplan 2021, er – hvor det er relevant – medtaget i denne spildevandsplan. Det kan dog blive nødvendigt at vedtage tillæg til spildevandsplanen, når kommende kommuneplaner vedtages.
Det er et krav i lovgivningen, at risikoen for oversvømmelser og mulighederne for bortledning af vand fremadrettet bliver vurderet i nye kommuneplaner eller tillæg hertil i forbindelse med udlægning af nye byområder og byomdannelser.
Forhold til lokalplaner
Spildevandsplanen fastlægger rammerne for håndteringen af spildevand, mens lokalplanerne kan reservere den nødvendig arealanvendelse til regnvandshåndteringen og fastlægge andre bestemmelser med betydning for spildevandshåndteringen.
Et tæt samspil mellem spildevandsplanen og lokalplanlægningen er derfor forudsætningen for helhedsorienterede, sammenhængende løsninger.
I spildevandsplanen er lokalplanlagte byområder ved planens udarbejdelse inddraget i kloakoplandet. I forbindelse med nye lokalplaner i eksisterende oplande eller ved konkrete byggerier, kan der opstå behov for at revidere rammer for håndtering af spildevand, typisk regnvandet. I praksis kan forslag til tillæg til spildevandsplanen offentliggøres samtidig med lokalplanforslaget eller evt. fire uger før, hvis tidsfristen tilsiger det.
Forhold til kommunens klimatilpasningsplan
Kommunens klimatilpasningsplan omfatter hele kommunen og har til formål at sikre en samlet strategi for håndtering af øget vand og voldsommere vejr i Halsnæs Kommune. Gældende klimatilpasningsplan er fra 2013. Kommunen vil udarbejde en ny klimatilpasningsplan, når Kommuneplan 2021 er vedtaget. Kortlægning af oversvømmelser fra kloaksystemet indgår i kommunens klimatilpasning som et delelement og en effektiv klimatilpasning forudsætter et tæt samarbejde med forsyningen.
Spildevandsplanen fastsætter Halsnæs Forsynings forpligtigelse til at håndtere tag- og overfladevand i kloaksystemet via serviceniveauet, jf. Serviceniveaubekendtgørelsen. Kommunalbestyrelsen kan jf. nye regler pr. 1 januar 2021 sætte skærpede krav til serviceniveau, hvis det ved beregninger af skadevirkninger ved oversvømmelser kan dokumenteres, at de skærpede krav er økonomisk forsvarlige. Derudover sætter spildevandsplanen rammerne for forsyningsselskabets mulighed for at foretage supplerende klimatilpasningstiltag i samarbejde med andre aktører, til gavn for forsyningens ansvarsområde, jf. spildevandsbekendtgørelsen § 6, stk. 5.
Forhold til vandforsyning
Halsnæs Kommunes Vandforsyningsplan sætter rammerne for vandforsyningsstrukturen i kommunen, for så vidt angår drikkevand. Vandforsyningsplanen indeholder beskrivelser af grundvandsressourcen og peger således i retning af fremtidige indvindingsområder, samt behov for beskyttelse af fremtidens drikkevand, jf. kommunens vandforsyningsplan.
Tilladelser til indvinding af grundvand kan udlægge beskyttelsesområder omkring indvindingsboringer til almene vandværker, der forbyder visse grundvandstruende aktiviteter, herunder nedsivning af spildevand.
Derudover udpeger staten jf. vandforsyningslovens kapitel 3 drikkevandsinteresser og boringsnære beskyttelsesområder til beskyttelse af nuværende og fremtidig drikkevandsforsyning. På baggrund af udpegningerne udarbej-der kommunen en Indsatsplan for Grundvandsbeskyttelse, der indeholder konkrete indsatser til beskyttelse af grundvandet, herunder nødvendige retningslinjer i kommunens administrationspraksis.
Serviceniveaubekendtgørelsen
Bekendtgørelse om fastsættelse af serviceniveau m.v. for håndtering af tag- og overfladevand. BEK nr. 2276 af 29/12/2020.
Vandforsyningsloven
Bekendtgørelse af lov om vandforsyning m.v. LBK nr. 602 af 10/05/2022.